Hulda Glarding  
 

Født 01.01-1896 - død 22.04-1993
Forældre: Nora og Ernst Drøgemøller
Søskende: Eleonora Kirstine,
Erna Petrine Kirstine,
Ingeborg Margrethe og Georg Thomas
Gift med: Ludvig

 
 

Jeg har så tit ærgret mig over, at jeg ikke har vidst ret meget om mine bedsteforældre og slægten i det hele taget, og derfor har jeg tænkt at skrive lidt til jer om mine forældre, min barndom og ungdom, ja lige så langt jeg nu kan få skrevet.

Min far, jeres bedstefar, stammer fra Hannover, hvor hans fader, jeres oldefar, var engmester og bager og hed Georg Heinrich Drøgemøller. Jeres oldemor var født Eleonora Juliane Homann og var født i Faaborg. Jeres bedstefar og bedstemor lærte hinanden at kende i Silkeborg, hvor bedstefar sejlede på Silkeborgsøerne. Han førte en båd, der hed Hjejlen. Bedstemor var i huset hos sin bror, som havde gæstgiveri i Silkeborg på torvet (det er nu nedrevet). Min mor har fortalt, at hun var den yngste af mange børn og blev tidligt forældreløs; derfor kom hun til sin bror i Silkeborg, og her lærte far hende at kende. Hun var ikke mere end sytten år, da hun blev forlovet med far. Det var hendes bror ikke så glad for, og mor har fortalt, at hun tit sprang ud af vinduet for at møde far, og få år efter blev de gift.

Moder er født i Ingersslev i Jylland den 31/10-1867, og hendes pigenavn var Nora Benthine Nielsen. Da far og mor var blevet gift flyttede de til København og havde de første år trange kår. Fader havde forskellige stillinger og mor var i huset. Far og mor boede de første år i Nyboder, men senere flyttede de til Eckersberggade. Far var en tid på Holmen, og mor har fortalt, at de havde det meget småt, så hun vaskede for Holmens folk. Så kom far til Vestre Fængsel som maskinpasser, og det var sikkert på det tidspunkt, de flyttede til Eckersbergsgade.

I Eckersbergsgade, som kun var en lille 2-værelses lejlighed, blev min ældste søster Eleonora Kirstine født 13/6-1892 og ca. 2 år efter blev Erna Petrine Kirstine født den 10/4-1894, så da der atter var et barn på trapperne flyttede far og mor til Kückerlsgade 37 i en 2½-værelses lejlighed, hvor jeg selv blev født den 1/1-1896 og kom til at hedde Hulda Charlotte. Da jeg var den første, der blev født i det lille byggeforeningshus, og oven i købet en nytårsaften, kom flaget på stang. Der blev flaget hvert år i de år vi boede der, og det var jeg meget stolt af.

Jeg husker ikke så meget derfra andet end, at værten hr. Christoffers og hans datter var vældig rare, og dem kom vi sammen med i mange år også efter at vi var flyttet, ja lige til den gamle hr. Christoffers døde.
2 år efter kom Ingeborg Margrethe til verden den 3/11-1898. Nu var vi fire piger og lejligheden blev efterhånden for lille. I året 1899 blev Københavns Rådhus opført, og da der blev opslået en stilling som kedelpasser, søgte far den og fik den, og her begynder min egentlige barndom og mit egentlige barndomshjem.

Jeg husker så tydeligt, da vi flyttede. Vi kom til at bo i funktionærboligen til rådhuset, som lå i Vester Voldgade 82, 1. Sal. Vi kørte dertil i droske, og min søster havde Piphans på skødet. Det har sikkert været min første drosketur, siden jeg husker det, for jeg var ikke mere end fire år. Mor og far har fortalt, at da de flyttede ind og havde betalt flytningen, havde de ikke flere penge, så fader måtte sælge mors ur på lånekontoret til den 1ste. Det var et dejligt hjem, vi fik der, selvom det tit var småt med penge.

Året efter blev min bror Georg Thomas født den 8/1-1900. Han kom som rosinen i pølseenden, som den eneste dreng, og han blev selvfølgelig godt forkælet til at begynde med. Nu var hele børneflokken født, og der var efterhånden mange munde at mætte. Vi havde en dejlig lejlighed. 3 store værelser og et stort køkken og et spisekammer, hvor vi kunne gå ind og stå og smøre maden i, og så var der et dejligt stort værelse på loftet, som vi fire piger efterhånden fik, da vi blev store nok til at være på egen hånd.

Moder havde efterhånden fået opsyn over rengøringskonerne på rådhuset, og det hjalp på budgettet, men var strengt for mor, der hver morgen måtte op kl5. Kl. 6 skulle mor være på rådhuset og kom hjem igen kl. 10, og om lørdagen var det 2 gange. Da skulle mor være der fra 4-7 igen. Dobbelt strengt var det, at hun måtte gå fra 5 små børn, og mor har mange gange sneget sig til at løbe hjem igennem tunnelen for at se, hvordan det gik os. Min ældste søster, kaldt Tulle, måtte passe os, og hun var kun 11 år. Jeg husker, at vi små skulle blive i sengen til mor kom hjem.

Tunnelen, ja det var en af barndommens morsomste ting. Den gik fra Vester Voldgade 82 under jorden, hvor rådhusets kedelhus lå, og hvor far arbejdede, under brandstationen og den mellemliggende plads, over til rådhuset, hvor man så dukkede op lige inden for indgangen til rådhuset. Der har vi leget som børn, i tunnelen med de mange og lange gange. Der var også et varmerum og en stor blæser. Det var herfra rådhuset blev opvarmet, og det var meget interessant at se de forskellige ting under jorden. Her har vi leget skjul i bælgmørke, hvor vi følge os frem, og talrige er de gys vi har fået, når vi i mørket stødte på en af de andre. Engang imellem snød vi og tændte lyset.

I gården havde vi det ridende politi med hestestald, og vi børn var vældig gode venner med staldkarle og politibetjente. Mange gange når vi legede skjul, gemte vi os i hestenes store foderkasser, der var fyldt med havre (men undertiden også med mus). Det var dejlige heste. De havde mest militærheste, men nogle vilde krabater, og vi var ikke helt stolte, når politibetjentene satte os op på hestene.

Det var politiinspektør Theodor Pedersen, der var chef for det ridende politi dengang, og ham var vi vældig gode venner med. Han kaldte min søster Erna, mig selv og min søster Ingeborg for Ludde, Ladde og Slatte og sagde, at vi var hans kærester. Vi var ikke ret gamle, da han sendte os over til hofbager Olsens søn på hjørnet af Stormgade og Vester Voldgade, der hvor nu Nationalmuseet ligger, og sagde at vi skulle hilse fra ”Spantøren” (vi kunne ikke sige inspektøren) og sige, at vi var hans kærester, og vi skulle have kager, hvad vi også fik (ja, det var dengang kagerne kostede 5 øre og et franskbrød 12 øre).

Engang gav han os 1 krone og sagde, at vi skulle gå over og købe lakrids for alle pengene. Vi kom tilbage med 100 stk. bændellakrids til 1 øre stykket, hvorefter han lo så det klukkede over at se vores ansigter, da han sagde at vi skulle gå op til moder, for at hun kunne dele dem imellem os. Mor kunne ikke lade være med at le over al den lakrids – og honningkager. Engang var gården helt fuld af børn, som han stillede op i en lang række, og så skulle vi alle over at have kager. Æbler har vi også fået af ham. Han var en streng mand som politichef, men vi børn holdt meget af ham.

Til den anden side lå Københavns Hovedbrandstation. Her var vi også gode venner med brandmændene, og fra vore sovekammervinduer kunne vi se ned i brandstationens gård, og se dem rykke ud til brand. Det var dengang, der blev fyret op under brandsprøjterne, og der var fire heste for hver vogn. Vi kunne også se ambulancen rykke ud, og brandmændene når de havde øvelser og sprang i nettene. Jeg har også set prinsesse Marie, prins Valdemars gemalinde, springe ud i nettet. Hun kom en del på brandstationen.

Vi børn gik i skole i Vester Voldgade betalingsskole, og far gav 1 kr. for hver i skolepenge om måneden. Det var mange penge dengang; men jeg husker en gang de skulle til bal, og mor var i en ny kjole og far i diplomat. Vi syntes de så så flotte ud, og efter datiden var mor og far også et smukt par. Far har fortalt, at mor var så køn, da han lærte hende at kende. Da var hun sytten år og havde 2 lange sorte fletninger, hun kunne sidde på. Senere fik mor tyfus, og alt håret blev klippet af.

Fra skolen fik vi børn feriebilletter om sommeren, så vi kunne komme på landet, og vi var for det meste hos mors og fars familie i Jylland. Kun jeg har været ude hos fremmede. Det var hos bekendte af min onkel og tante i Testrup, højskoleforstanderen på Testrup Højskole, men jeg kedede mig så frygteligt der og havde en rædsom hjemve. Ellers var vi hos onkler og tanter i Silkeborg, Århus, Odder og Vamdrup. Det var dejligt, og vi glædede os hvert år til vi skulle af sted. Vi børn kom ellers ikke ud til meget. Dels var der ikke råd til det, og dels savnede vi det ikke; men hver søndag sommeren igennem var vi på skovtur med far og mor. Undertiden havde vi også fars og mors venner med, og det var dejlige dage.

Først som voksen forstår man sine forældres slid. Jeg kan den dag i dag ikke forstå, at mor kunne holde til det slid. Når vi skulle på skovtur havde mor travlt lige fra morgenstunden. Først blev vi børn klædt på i rent fra top til tå og sendt ned i gården med den besked, at den der snavsede sig til skulle blive hjemme, og det var en frygtelig straf, så vi skulle nok passe på. Far skar så rugbrød og franskbrød i massevis, hvorefter han smurte smør og fedt på, og mor sørgede for pålæg. Vi fik i reglen et helt hårdkogt æg hver og én af mors dejlige frikadeller foruden masser af andre dejlige ting. Til hverdag var det meget spartansk. Så pakkede far maden ned, mens mor klædte sig på, og så kunne flokken drage af til skoven. Turen gik til Charlottenlund og Dyrehaven, Springforbi, Holte, Søllerød eller et andet dejligt sted, og der var altid godt humør.

En anden dejlig tur tog vi engang imellem til fars og mors ungdomsvenner. Manden hed Møller Jørgensen, var gartner og boede i Charlottenlund, der hvor Blidah ligger. Der blev vi hele dagen og havde det dejligt. Vi havde selv frokost med, og så gav de middag. Der har vi også være til Sankt Hans fest som unge og moret os dejligt.

En af vores største oplevelser som børn var juletræsfesten på rådhuset. Det var et helt kapital for sig. Den dag i dag synes jeg, det var synd det holdt op, for hvor var det dejligt at være med til. Det var arrangeret for rådhusets funktionærer, børn og forældre, og alle midler var samlet ind af frivillig vej. Masser af handlende gav et bidrag dertil i form af nødder, æbler, appelsiner, chokolade og konfekt. Alle der gav et bidrag i form af penge eller gaver fik 2 fribilletter – og det var nok værd at se på. Juletræet var så højt at det nåede helt op til 2. Sals balkon, og det var pyntet med de skønneste ting, som funktionærerne selv havde lavet. Der var hjerter, kræmmerhuse, små kunstfærdige paraplyer, roser, vimpler, flag, net og masser af lys. Jeg har aldrig senere set noget så smukt; med det var heller ikke småting, der skulle til. Vi børn sammen med far og mor flettede og limede flere hundrede hjerter og kræmmerhuse, som far skar til på et apparat, han selv havde lavet.

Mor var næstformand for juletræsfesten, så der var travlhed i flere måneder før juletræsfesten, som begyndte kl. 4. Alle børnene blev samlet på 2. Sals søjlegang og gik to og to med hinanden i hånden med formanden på den ene side og næstformanden, som var mor, på den anden side. På en af siderne i rådhushallen sat et stort orkester, ca. 20 mand, og så snart børnene kom marcherende ned og viste sig i en af portalerne, satte musikken i med Riberhusmarchen og blev ved med at spille den, til alle børnene var samlet i hallen. De fyldte hele hallen i rundkreds to og to. Så blev der dannet kreds og julesangene blev sunget – til sidst ” Højt fra træets grønne top”. Så blev der dannet små kredse til børnelege, og når det var overstået, blev der stillet op til march, og så gik alle børnene ned til chokolade og boller. Det foregik i kælderen.

Når chokolade-drikningen var overstået var der tryllekunster og levende billeder og en eller anden operasanger for de voksne. Så blev der stillet op i ring igen, og nu kom nissefar og nissemor og alle nissebørnene op igennem en lem ved siden af juletræet, (det var far, der stod og lossede dem op nede fra kælderen). Det var små balletbørn, der var klædt ud som nisser. De dansede for børnene, og til sidst delte de appelsiner og æbler ud. Så stilledes der op til march igen, og alle børnene gik forbi et bord, hvor de fik et stykke legetøj og en pose godter. Så var der bal for børnene til kl. 12, og så var det slut.

Jeg husker et år vi ikke kom med til festen. Min bror Georg havde fået difteritis og var meget syg, og de var ikke sikre på, om ikke også jeg havde det. Jeg havde også høj feber, men slap godt fra det. Georg derimod var så syg, så en hel stue måtte isoleres til ham og mor, og vi andre måtte ikke komme i nærheden af dem. Det er jo en meget smitsom sygdom, og det skete nogle dage før juletræsfesten, så der var gråd. Men vi fik da både gaverne og godterne sendt over, og det bødede jo lidt på det. Georg kom sig langsomt; men han fik en hjertefejl efter den omgang.

Ja vi havde en dejlig barndom, men far var streng og tålte ingen modsigelser. Han var meget mørk med buskede bryn, og han behøvede blot at løfte brynene og se på os – det var nok. Så skulle vi nok lystre. Vi har aldrig fået klø som børn, kun en lussing engang imellem, men far var meget bestemt. Når han havde sagt en ting, så var der ikke noget at gøre. Mor var livlig, men hun var også 11 år yngre end far. Jeg kan endnu se mor løbe rundt om spisestuebordet med en karklud i hånden, der skulle langes ud efter en af os, når vi havde drillet hende. Det endte i reglen med, at mor sad på sofaen og lo.

Far havde sine bestemte vaner, som der ikke kunne rokkes ved. Hans frokost skulle hver dag bringes ned kl. 8 til ham. Han begyndte sommetider sit arbejde kl. 5, og andre gange var han nattevagt. Hver dag gik han tur til Langebro og havnen, og Georg var altid med, lige fra han kunne storke af sted, go det var den samme rute hver dag. Han følte sig i det hele taget ved at være den eneste dreng. Når mor bad ham om at gøre et eller andet, sagde han altid nej, det er der tøser nok til. Vi kaldte ham for Gøjs og var vigtige af den lille bror.

Ja kælenavne havde vi skam alle. Eleonora blev til Tulle, Erna blev kaldt Drengen – hun var så afgjort den kønneste af os piger. Jeg blev kaldt Lærke for jeg sang altid (jeg kunne nu også mule, og så sagde de alle, at jeg hang med skuffen). Ingeborg blev til Aborg.

Vi havde en voksen fætter, som rejste med Amerika-båden Hellig Olav som bådsmand, og når han kom til København, så var vi børn glade. Han var noget af det rareste, og han var ikke inden for døren, før vi fik penge til kage. Det skulle være flødeskumskager, og vi fik en 3-4 stykker hver. Så var det festaften med likør til kaffen, og han kunne fortælle de sjoveste ting.

Jeg mindes også vores ture til Vestre Kirkegård med far og mor. Bedstemor lå begravet derude. Vi gik hele vejen fra Vestervold til Kirkegården. Vi børn gik foran far og mor, og arme den som gik skævt på sine ben. Så tordnede far bagved, og vi fik besked på, at hvis vi ikke gik lige på benene, skulle vi have den venstre støvle over på højre ben at gå med, så vi gjorde os al mulig umage. Når vi havde været på kirkegården skulle vi bagefter på Ny Ravnsborg. Det var fars gamle ven, der havde restauranten, og her spiste vi vores medbragte frokost og drak kaffe. Så skulle vi hilse på ravnen - der var nemlig en levende ravn i haven dengang – og så gyngede vi og morede os dejligt.

Når vi blev 10 år havde vi formiddagsplads hos en frue lige overfor i Vestre Voldgade. Vi fik 10 kr. om måneden, og det gik efter tur. Når én blev konfirmeret, overtog den yngre det. Hun havde to dejlige gravhunde, en rød og en sort, Dax og Nulle, som vi gik tur med. Hjemme havde vi alle vores arbejde med at pudse sko, skære mad og gå i byen. Engang var jeg i byen efter æg og havde købt dem og kom ud af forretningen, tabte jeg alle æggene og kom tudbrølende hjem – og der stod mor. ”Hvor er æggene”, spurgte mor. ”Jeg tabte dem alle sammen. De ligger udenfor forretningen”, tudede jeg. ”Og pengene”, sagde mor, og jeg stadig tudende af fuld hals; ”Det slog lige til alt sammen.”

Jeg lavede i det hele taget mange kunster. Engang kom jeg slæbende hjem med en legevogn med to baljer ovenpå, som jeg havde tyvstjålet henne hos isenkræmmeren om hjørnet. En anden gang kom jeg hjem med hele forklædet fuld af æg, jeg havde taget i en ægexport på Vester Boulevard og sagde til mor: ”Skynd dig at tage dem, jeg skal af sted igen. Der er mange flere endnu og Gudrun (det var en af mine kammerater) siger, at det der står på gaden, må vi godt tage.” Jeg ser endnu mors rædselsslagne ansigt og hører hende sige: ”Kan du så komme af sted med dem igen o en fart og få dem lagt i, ellers skal du få med mig at bestille. Jeg synes ellers det kunne have været så rart med de æg, for jeg hørte altid, at de var så dyre, men af sted måtte jeg, og de blev pænt lagt i igen, uden at nogen opdagede det.

Ja, så var vi efterhånden blevet så store, at Tulle blev konfirmeret i Holmens Kirke hos provst Fenger. Han var en sjov præst. Han kunne ikke synge særlig godt, men han kunne lære os salmerne ved at slå takt med fødderne.