Familien Zimakoffs historie
Rafael Zimakoff og hans slægt fortalt af Benny Karpatschof, 6. september 1985

Da min morfar var ved at være mæt af dage, bad jeg ham om at fortælle sin livshistorie.
Det udviklede sig til en slægtshistorie med indbyggede overraskelser. Morfars beretning berøvede mig nemlig en af mine kæreste illusioner: Troen på en ren proletarisk herkomst. For historien om familien Zimakoff minder langt snarere om Det gamle Testamente end om Gorki.

Rafaels oldefar var veteran efter russernes store fædrelandskrig mod Napoleon (år 1812). Som belønning fik han et pænt stykke jord af sin Zar. Det var ellers meget usædvanligt, at en jøde fik lov til at være jordejer. Rafaels oldefar må have været en usædvanlig mand.

Og nu kommer vi til næste generation i vores slægtshistorie. Da vi følger navnet og dermed mandslinien, drejer det sig altså om Rafaels farfar. Han var takket være sin fars fortjenester godsejer, og han residerede over fæstebønder, malkekøer og fiskedamme. Godsejeren havde tre sønner. Hans yndlingssøn var Abraham, som blev far til Rafael. Abraham var ikke den ældste af sønnerne, men faderen holdt mest af ham, fordi han var den flittigste i studierne af de hellige skrifter Torah, Talmud og Mishnah.

Da sønnerne blev voksne, skulle de igennem den frygtede militærtjeneste. Der gjaldt imidlertid den regel i Zarens Rusland, at den ældste søn slap for at springe soldat, så han kunne videreføre sin fars arbejde. Faderen udgav nu Abraham for sin førstefødte, så den begavede dreng kunne fortsætte sine studier. Til gengæld måtte den virkelige førstefødte overtage Abrahams værnepligt. I Zar-tiden var militæret en sand prøvelse for jøder. Soldatertiden var lang og hård for alle russere, men for Davids æt var den tillige en serie af ydmygelser og mishandlinger. Så da faderen døde var Abrahams storebror stadigvæk fuld af had og bitterhed. Han ønskede hævn for sin forsmædelse, og derfor tvang han sammen med den tredje søn, Abraham til at give afkald på sin arveret. De truede ham simpelthen med politianmeldelse. Så Abraham blev hverken rabbi, som faderen havde ønsket, eller godsejer som sine brødre, men derimod skolelærer.

Derfor voksede Rafael op i et lærd, men luvslidt lærerhjem, mens hans fætre og kusiner gik klædt i silke og havde rideheste og lakajer. Barndommen i det ydmyge lærerhjem blev kort, for Rafael blev sat til at fuldføre, hvad der havde været hans faders mål, at blive rabbi. Det indebar, at han blev sendt til en jeshive (jødisk rabbinerskole) fjernt fra sin hjemby. Denne rabbiner- (eller i folkemunde jøde-) skole var anbragt i en gammel synagoge, hvor jeshive-bocherne (drenge, som går i rabbinerskole) både læste og sov. Det var ikke altid så rart, for ved midnatstide blev det mørke kirkerum hver nat hjemsøgt af spøgelser fra kirkegården udenfor.

Men det var nu hverken jeshivens trøsteløshed eller kirkegårdens spøgelser, der afbrød Rafaels løbebane som rabbinerstuderende. Da han var 14 år blev han grebet af en overbevisning, der var udsprunget af jødedommens menneskesyn, men renset for århundreders støvede ritualer og snævertsynede selvovervurdering. Det var socialismen, som bredte sig i zarismens middelalderlige despoti, og kravet om frihed, lighed og broderskab var allerstærkest blandt efterkommerne af Det gamle Testamentes profeter.

Det jødiske socialistparti hed Bund; det betyder simpelthen forbund. Rafael blev medlem og startede samtidig en håndværkeruddannelse. Han blev lærling hos en hattemager. Når han havde skåret filt og blokket og dampet, brugte han al sin fritid som illegal agitator og folkeoplyser. For som bortløben jeshiveboche var han en af de få russere, som havde en boglig uddannelse.

Under den russisk-japanske krig i 1905 flygtede han fra fire års brutal og desorganiseret militarisme, ganske som hundredtusinde af andre jøder. Når Zaren var i vanskeligheder, når der var hungersnød eller svigtende krigslykke, så var jøderne altid de oplagte syndebukke. I en flodbølge søgte pogromernes (jødeforfølgelser - på russisk = ødelæggelser) ofre bort fra undertrykkelsen og masakrerne i Rusland, hen til friheden og overfloden, over til Amerika. I østersøhavnene blev de stuvet sammen i overfyldte dampere, hvis første anløbssted var København. Der måtte de fattigste stå af, for at tjene penge til rejsen over Atlanterhavet.

Jøderne var enten skræddere, skomagere eller hattemagere. Morfar tilhørte den sidste kategori, eller rettere han var kasketmager, dvs han lavede huer til damerne og kasketter til herrerne. Det gjorde han ganske godt, og efter et års forløb kunne han sende en billet til sin purunge kone, som han havde efterladt i Litauen. Og nu grundlagde Rafael sit lille rige af hatte og af børn. Undertiden var der for mange børn og for få hatte. Andre gange var det omvendt, som da han med genial intuition under boomet fra verdens første tonefilm kreerede modellen “Sonny Boy” med et billede af sangeren Al Johnson indeni. Da måtte systuen udvides med en større flok syersker, der supplerede den faste stab af de 7 Zimakoff’ere.

Så kom krigen (1940 - 45). Pogromerne bredte sig over hele Europa, og i 1943 nåede de til Danmark. I flere hold måtte Zimakoff’erne og de nye efterkommere af familier, som allerede nu var stiftet, på små fiskerbåde krydse Øresund. Rafael financierede denne exodus og mistede iøvrigt både sin fabrik og sin lejlighed. I 1945 var han 59 år, den alder, hvor mange begynder at tænke på efterløn. Men han begyndte troligt forfra igen. Uden penge og ejendele, dog var hans symaskiner blevet opbevaret under krigen. Ved hjælp af hans skabende hænder og det stadig velrenomerede navn “Dansk Kasketfabrik” genopstod fabrikken som en fugl Føniks af krigens aske.

Efter 50 års arbejde som hue- og kasketmager nåede Rafael at leve over 15 år som pensionist. Men livet holdt ikke op med hattene. Han var nemlig hele sit arbejdsomme liv forblevet en digter og en filosof, en ægte repræsentant for den østjødiske kultur. Ud over at være en mester i sit fag var han en kender og en elsker af den hebraiske og den yiddishe litteratur. Og måske foretog den gamle ateistiske bundist i sine allersidste år en forsigtig tilnærmelse til Abrahams og Isaks gud. For religion er ofte tykkere end ideologi.

De sidste år boede han og Bella på det jødiske plejehjem, og da Bellas 60’årige regeringstid var omme, nåede han at sprede sin kultur, sin charme og sin menneskelighed i lidt bredere cirkler, end hvad Bella nidkært havde tilladt. For Rafael forblev til sit 85’sindstyvende år en lige hengiven og kysk beundrer af livet, litteraturen og kvindekønnet. Den allersidste blomst af hans poetiske jordbund kom ved den store 85-års fødselsdag, hvor Rafael omgivet af børn, børnebørn og oldebørn i et omfang af bibelske dimensioner kunne sammenligne sig selv med et gammelt barket træ fyldt med lutter blomstrende, lysegrønne grene. Og grenene lyttede i hengivenhed og forundring til det træ, hvorfra de alle var udsprunget. Kort tid efter døde morfar i tryg forvisning om, at hans slægt lever videre.

Den lille ombytning, som Abrahams far foretog mellem sine sønner, fik vidtrækkende følger. Abrahams slægt blev fattig, og i alt fald en del af den måtte søge væk fra Ruslands elendighed til et lille fredeligt land, hvor den er vokset med stor frodighed. Den anden del af slægten blev efter alt at dømme i Rusland efter 1905, og efter 1917 var det meget svært at komme væk. Måske blev denne del af slægten Zimakoff i det jødiske bælte af Østeuropa indtil tyskernes invasion. I så fald eksisterer kun Rafaels gren af slægten. Den anden del blev da skåret væk af en “einsatzkommando” fra SS.

Benny Karpatschof, 6. september 1985 - 1. version fra 1969.
Benny Karpatschof er fætter til Bent Zimakoff.
Benny er søn af Ida, Emanuels storesøster.